BLIV KULTURSKABER I NORDHUS. VÆR MED TIL AT DRIVE ET KULTURHUS I KBH

NORDHUS er et nyt kulturhus i hjertet af Københavns Nordhavn, drevet af unge kulturskabere og et fast team. Sammen skaber og afholder vi fællesmiddage, talks, bingo, dans, koncerter, familiearrangementer og meget mere – alt sammen for at berige vores gæster og forme byens kulturliv. Vi drives af fællesskab, kreativitet og en passion for at skabe uforglemmelige oplevelser. 

UDFOLD DINE IDÉER OG FÅ ERFARING I ET KULTURHUS

Som kulturskaber i NORDHUS skal du være mellem 18-25 år og kunne bo, arbejde og følge et kulturiværksætterforløb i 12 måneder. I denne periode bor og arbejder du med driften af kulturhuset.

Udover driften, får du også rum til at udfolde dig, dine idéer, evner og skabertrang – side om side med andre unge ildsjæle og professionelle fagfolk fra kulturbranchen. I driften af NORDHUS kan du som kulturskaber enten vælge at have fokus på Værtskab & Events eller Værtskab & Gastronomi.  

Du vil få en fast månedsløn for dit arbejde og en bolig stillet til rådighed i huset, som du betaler husleje for. Derfor får du som kulturskaber både samlet din bolig og arbejde under ét tag.  

Ansøgningsfrist 23. marts 2025

ET ÅR I NORDHUS

Som kulturskaber vil du gennem 12 måneder få en masse erfaring. Sammen med de andre kulturskabere skal du stå for udviklingen og selve driften af Kulturhuset NORDHUS. Du er på gulvet, i køkkenet, står for bookingen og dækker op.  

Og her er, hvad du ellers får med:

VIDEN: Du får konkrete redskaber fra erfarne kulturprofiler gennem vores kulturiværksætterforløb

PRAKSIS: Du bliver en del af Nordhus’ daglige drift. Det indebærer at drive kulturhuset og planlægge kulturelle oplevelser

SPARRING: Du får sparring fra det faste Nordhus-hold, de øvrige kulturskabere og eksterne kulturprofiler, der ved, hvad det kræver at begå sig i kulturlivet

NETVÆRK: Du får mulighed for at udvide dit netværk – og sammen inspirerer og hjælper vi hinanden med at lykkes både individuelt og kollektivt

UDVIKLING: Du får mulighed for at udvikle dig både professionelt, personligt og relationelt

JOBBET SOM KULTURSKABER

Ud over at være en del af kulturfællesskabet, så indgår du i en fast vagtplan og varetager driften af kulturhuset. Vi er fælles om at skabe gode oplevelser for gæsterne, og det er gennem daglige drift, at du får en stor del af din læring.

Hvis du ønsker Gastronomi vil du komme til at bruge en del af din arbejdstid i køkkenet med at forberede bl.a. fællesmiddage og køre service. Du er også med til at definere, udvikle og afvikle vores eventprogram på gastronomifronten. Det kan fx indebære at være vært for en workshop eller være med til at planlægge ugens menu.

Hvis du ønsker Event vil du komme til at bruge en del af din arbejdstid som stagehands, sætte op til koncerter og events, stå i garderobe og arbejde i baren. Du kommer også til at være med til at definere og udvikle vores eventprogram, og du afvikler events i løbet af ugen.

DIN BOLIG

Som kulturskaber i NORDHUS bor du på de øverste tre etager i NORDHUS sammen med de andre kulturskabere. NORDHUS ligger i Nordhavnskvarteret midt i København. Lige ude foran døren ligger caféer, havnebad, biograf, restauranter, butikker og gode indkøbsmuligheder. Derudover er der 15 minutters cykeltur til Rådhuspladsen, et stenkast til metroen Nordhavn og tre stop væk fra Kongens Nytorv.

Du bliver tildelt enten en enkelt- eller topersonersbolig. Boligen er fuldt møbleret.

 

 

 

KULTURIVÆRKSÆTTERI-
FORLØB

Drømmer du om en fremtid i kulturbranchen? Som kulturskaber i NORDHUS følger du et kompetenceforløb for fremtidens kulturiværksættere skabt til at inspirere, engagere og klæde unge på til at arbejde med oplevelser, gastronomi og kultur på en nytænkende og levedygtig måde.

Gennem læring og fællesskab får du værktøjer til at udvikle dine idéer, drive projekter og navigere i kulturens verden. Forløbet giver dig både teoretisk indsigt og praktiske færdigheder inden for alt fra projektledelse og markedsføring til værtskab, bæredygtighed og konceptudvikling med seje undervisere fra kulturbranchen.

 

 

ER NORDHUS NOGET FOR DIG?

SOM KULTURSKABER FÅR DU: 

  • Viden, sparring og et netværk i kulturbranchen 
  • Et givende og lærerigt job i NORDHUS, hvor du kan tjene til dit ophold  
  • En møbleret bolig i NORDHUS med eget køkken og bad 
  • Vejledning og læring af professionelle fagfolk på kulturiværksætterforløbet 
  • Et unikt forløb, hvor du kan lære dig selv og dine evner bedre at kende 
  • Nye venskaber og relationer 

SOM KULTURSKABER HAR DU LYST TIL OG MULIGHED FOR: 

  • At et lærerigt og givende arbejde, som du får løn for 
  • At være en del af NORDHUS i 12 måneder fra 13. August 2025 
  • At være en del af et stærkt fællesskab sammen med andre kulturskabere  
  • At udvikle og afprøve egne projekter 
  • At vælge mellem to spor: Værtskab & Gastronomi og Værtskab & Events 
  • At udbygge og skabe et netværk, udvikle dig personligt og fagligt  
  • At være med til at skabe et nyt kulturhus i midten af København 

NORDHUS ER FOR DIG, HVIS: 

  • …du gerne vil lære 
  • …du kan lide en omskiftelig hverdag  
  • …du gerne vil være del af og bidrage til et stærkt fællesskab  
  • …du gerne vil udfordre dig selv  
  • …du gerne vil have forretningsforståelse  
  • …du gerne vil have praktisk erfaring 

NORDHUS ER IKKE FOR DIG, HVIS: 

  • …du kun søger et sted at bo 
  • …du ikke har lyst til eller mulighed for at arbejde i NORDHUS 
  • …du ikke kan flytte ind i NORDHUS 
  • …du ikke vil fællesskabet, der er hjertet og drivkraften i NORDHUS 
  • …du ikke er med på at stå i opvasken eller lave det praktiske arbejde, der også skal til for at drive et kulturhus 

DET ER DINE DRØMME OG IKKE DIT CV, VI KIGGER PÅ.

Det tager ca. 20 minutter at udfylde ansøgningsskemaet. I ansøgningen vil vi gerne lære dig lidt bedre at kende: Dine drømme for fremtiden, dine bedste kulturoplevelser, og hvad du godt kan lide at lave i fritiden. I NORDHUS går vi ikke op i store fine CV’er eller lange uddannelser – tværtimod er det lysten til at indgå i vores fællesskab, din lyst til at drive NORDHUS som et professionelt kulturhus, og din skabertrang, der er afgørende. Vi er fælles om at skabe gode oplevelser for vores gæster, og der vil også være mulighed for at arbejde mere fokuseret med enten Værtskab & Event eller Værtskab & Gastronomi. I ansøgningen skal du også tage stilling til, hvilket spor du gerne vil have fokus på under forløbet. 

 

Vi opfordrer alle – uanset baggrund, køn, etnicitet og religion – til at søge. Det eneste krav er, at du er mellem 18-25 år og kan deltage på den obligatoriske workshop søndag den 6. april. 

Ansøgningsfrist 23. marts 2025

HVORDAN ER PROCESSEN?

  1. Fra den 28. februar – 23. marts 2025 kan du ansøge om at blive kulturskaber igennem vores online ansøgningsskema her på siden. 

  1. På baggrund af din ansøgning, inviterer vi udvalgte kandidater videre til vores workshop den 6. april 2025 fra kl. 14.00-20.00. Workshoppen finder sted i NORDHUS og er obligatorisk for at kunne blive kulturskaber. Du sørger og betaler selv for transport til og fra NORDHUS.

  1. Vi optager nye kulturskabere, der skal bo, arbejde og lære i NORDHUS efter workshoppen. Forløbet starter onsdag den 13. august 2025.