HJEM FOR KULTURSKABERE OG KULTUROPLEVELSER

I NORDHUS samler vi kulturoplevelser, job, læring og ungdomsboliger under ét og samme tag. NORDHUS skal berige og bevæge byen med kultur og samtidig være et springbræt ind i kulturverden for unge i alderen 18-25 år. Det gør, at NORDHUS bliver en kategori helt for sig selv og samtidig et sted for alle.

MISSION

Vi er bygget på missionen om at give unge et ståsted ind i voksenlivet gennem læring, skabertrang og meningsfulde fællesskaber

Uanset hvor man kommer fra, og hvor man er på vej hen, så giver vi plads og nye muligheder. Så længe man har lyst til og mod på at blive klogere, lære fra sig og frem for alt indgå i fællesskabet. Formålet med at blive kulturskaber hos os er, at man vokser både fagligt, personligt og relationelt samtidig med, at man beriger og bevæger København med nye kulturelle oplevelser.

HUSET

I hjertet af Århusgadekvarteret i Nordhavn finder du en ikonisk bygning, der er både en æstetisk perle og et centrum for fællesskab og kreativitet. Beliggende i den røde by, skiller bygningen sig ud med sin imponerende, sydvendte gavl, hvor der er kredset for æstetikken i murværket. Hver eneste mursten er nøje udvalgt og lagt med en omhyggelig præcision, der giver bygningen en tidløs og elegant karakter. 

Kulturhusets hjerte er det imponerende hovedrum med næsten 6 meter til loftet. De høje lofter skaber en storslået atmosfære, der samtidig formår at bevare en hjemlig og indbydende stemning. De bæredygtige materialer, der er anvendt i hele bygningen, bidrager til en følelse af varme og ro, og understøtter samtidig en miljøvenlig livsstil.

BÆREDYGTIG UDVIKLING OG INKLUDERENDE FÆLLESSKABER

Nordhus Fonden er en almennyttig erhvervsdrivende fond, som har til formål at støtte og fremme initiativer, der direkte eller indirekte fokuserer på at hjælpe unge mennesker til et godt afsæt ind i voksenlivet gennem læring, fællesskab og oplevelser. 

Nordhus Fonden er skabt af ønsket om at gøre det muligt for fremtidige generationer at skabe en bæredygtig udvikling og inkluderende fællesskaber.

Vi tror på, at vi er stærkere sammen. At det er muligt at skabe en bæredygtig udvikling, hvor vi lever i balance med planeten og med hinanden. At vi kan skabe en verden og et samfund, som giver nye generationer en tro på fremtiden. Vi tror på eksemplets kraft og med NORDHUS, vil vi gerne gå foran og vise et eksempel på en ny og innovativ model for bæredygtig udvikling.

VEDTÆGTER

BESTYRELSE